Magtens tredeling:

For at sikre folkestyret og forhindre magtmisbrug deles magten i Danmark i tre uafhængige ”organer”, disse kontrollere hinanden. Disse tre ”organer” kaldes for den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.

Den lovgivende magt er folketinget hvor generelle retsregler kan fastsættes, den udøvede magt er regeringen og forvaltningen, disse kan anvende retsregler konkret i forhold til borgerne, til sidt og ikke mindst den dømmende magt som er domstolen der kan afgøre retstvister og pålægge straffe.

Denne tredeling betyder, at magthaverne er afhængige af hinanden. Regeringen kan f.eks. ikke selv beslutte, at ministre ikke skal betale skat

 

Informationer fra:
B-Bogen side 31
https://ret.systime.dk/index.php?id=204

 

Parlamentarismen

Den demokratiske styreform er overordnet baseret på to grund principper:
1. Den politiske magt, typisk den lovgivende, have legimitet via lige og frie valg
2. Magten skal deles i overensstemmelse med den ovenfor nævnte magtdelingslære

Parlamentarisme er den styreform vi har i Danmark og det meste af Europa. Parlamentarisme indebærer et folkevalgt parlament og en regering. Deres demokratiske legitimitet afhænger af den opbakning i parlamentet.
Danmark har en negativ parlamentarisme det vil sige, at der ikke behøver at være et flertal for en regering i Folketinget, den må bare ikke have et flertal imod sig. At have størst opbakning i Folketinget er altså ikke det samme som at have flertallet.
Som der findes negativ parlamentarisme findes der også positiv parlamentarisme. Man kan b.la. finde positiv parlamentarisme i lande som Tyskland. Det vil sige, at regeringen skal have et flertal bag sig og godkendes af parlamentet når den tiltræder. I dette parlamentariske system kan parlamentet afsætte regeringen. I Danmark kan dette kun ske, ved at den siddende opposition kan tvinge regeringen til at gå, hvis folketinget vedtager et mistillidsvotum.

 

Informationer fra:
B-bogen side 31/32
http://www.ft.dk/Demokrati/Regeringen/Den_danske_regeringsform.aspx

 

Den parlamentariske Styringskæde

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den overstående figur viser hvordan den parlamentariske styringskæde burde se ud imens billede nummer 2 i overstående galeri viser en mere reel styringskæde og nok også den vi ser i dagens Danmark.

 

Selvom den øgede gensidige afhængighed mellem lande samt EU’s beslutningers stigende betydning så har folketinget stadig en række opgaver der skal følges. Disse kan ses på billede nummer 3 på overstående galeri. Ved et folketingsvalg kæmper alle de forskellige partier om at få flest mulige mandater i forventning om evt. at komme til at indgå i en regering. Regeringen må ikke have et flertal i folketinget imod sig. F.eks hvis halvdelen af medlemmerne i folketinget er imod regeringen, kan regeringen væltes.

 

Informationer fra:
B-Bogen side 33/34

 

Hvad og hvem består regeringen af?

En regering består af statsministeren plus et antal af fagministre. Statsministeren har i princippet fuld kompetence til at udpege og afsætte ministre. I Danmark har vi også det der hedder en koalitionsregering. Dette består af flere partier.
Regeringen og dens ministre er de centrale personer i det daglige lovgivningsarbejde og er ledere af embedsapparatet.  Ministre er både administrative og politiske ledere.

 

Informationer:
B-Bogen side 34
 

Hvilken valgmåde har vi i Danmark?

I Danmark har vi forholdsvalg hvor man i fx USA og England har flertalsvalg i enkeltmandskredse.
Flertalsvalg i enkeltmandskredse er den ældste form og har som forudsætning, at landet er delt i valgkredse. De kandidater der får flertal i de enkelte kredse, er valgt.
Forholdsvalg betyder, at hvert parti får de pladser i parlamentet, der svarer til deres stemmeantal i hele landet.

Der er 179 medlemmer i folketinget. Medlemmerne er fordelt til 175 mandater og 4 nordatlantiske. 135 af de 179 medlemmer er valgt på et kredsmandat. En kandidat kan vinde et kredsmandat og dermed komme i folketinget på baggrund af de stemmer.
Danmark er ved folketingsvalget inddelt i tre landsdele, som igen bliver inddelt i ti storkredse. Der er på forhånd afgjort, hvor mange folketingsmedlemmer der kan vælges i de forskellige storkredse. Dermed ligger antallet af kredsmandater og tillægsmandater altid fast. Valget afgør til gengæld, hvilke kandidater der skal have mandaterne.

 

Informationer fra:

B-Bogen side 35/36

 

Hvordan fordeles kredsmandaterne på partierne?

Hvert af de optalte stemmetal divideres med divisorerne 1 – 2 – 3 – 4 – 5 etc.
Den største af de fremkomne kvotienter giver det parti, der tilfalder, ret til det første kredsmandat, den næststørste kvotient.

 

Informationer fra:

B-Bogen side 37/38

 

Hvordan fordeles tillægsmandaterne på partierne?

Hvis en folketingskandidat ikke får en af de 135 kredsmandater, kan man blive valgt på et tillægsmandat. Tillægsmandater bliver fordelt ud fra hvor mange stemmer partiet har på landsplan. Grunden til at man har disse tillægsmandater er for at alle på partier i folketinget har lige så stor en andel af pladserne i folketinget.